Det er ikke godt nok

Foto: Torben Lund

Vi husker 6-7 år tilbage, da TMT sidst startede helt forfra, med Teller, Trans, Bone, Boysen, Jørgensen, Schrøder m.fl. Vi kom bagud 0-11 i den første kamp, men endte med at vinde. Det gav holdet et boost, men efter 8 kampe var 3 af disse tabt. Det var ikke nok i forhold til klubbens ambitioner og holdet blev forstærket med Stoklund, Ravn og Oliver Eggert. Først da havde vi et komplet hold, der året efter rykkede op i ligaen.

Samme problemer har vi i denne sæson. Vi er startet helt forfra, dog med knap så ambitiøse ambitioner, men efter en god sæsonstart har vi skuffet i de to seneste kampe. Angrebsmæssigt har holdet store mangler blandt de der spiller. Desuden sidder en håndfuld spillere på bænken i alle 60 minutter og vil man ikke bruge dem må der forstærkninger til, vil man blive i 1.division. Det erkender Jan Paulsen også i det han siger til Der Nordschleswiger:

- Både Ajax og HEI er hold vi skal slå hvis vi ikke vil ligge i bunden. Vi har brug for en kreativ spiller i angrebet, der kan give os nye impulser.

Mod HEI, som virkelig ikke spillede godt skød vi bolden lige ind i hænderne på en modstander lige efter vi havde erobret den, hele to gange og tre gange sendte vi bolden forbi deres tomme mål. I alle tre situationer stod der en fri mand, som man bare kunne have sendt bolden op til. Vi skulle ret beset have vundet den kamp med 7-8 mål, men i stedet blev en 2 målsføring halvandet minut før tid vendt til et et måls nederlag. Det kan ske, men det må ikke ske mod et hold som HEI.

Teis Horn Rasmussen var da bestemt heller ikke tilfreds med indsatsen og sagde efterfølgende til Jyskevestkysten: - Vi kan ikke blive ved med at bruge undskyldningen om, at vi er et nyt hold. Der er en fantastisk kultur på holdet, hvor der bliver gået til den. Men der mangler et eller andet. Der mangler noget gnist. At det er ok, at man brænder afslutninger til træning, det holder bare ikke til kamp. Vi må stille større krav til hinanden​. Jeg synes bare, at vi skylder alle, både i og udenfor klubben, at levere noget bedre. At vi ikke kan levere en hjemmesejr, det er simpelthen så dårligt. Det må jeg sige. Jeg er skuffet.​

TM Tønder står over for et svært program nu med kampe mod Grindsted, Sydhavsøerne, Skive og Nordsjælland. Det kan blive hedt hvis der ikke sker noget nu.




Hjemmeside fra NemmeHjemmesider.dk